I tirsdags blev offentligheden præsenteret for den længe ventede udredning af Danmarks deltagelse i krig de sidste 20 år. Særligt bind 3 i den over 1.600 sider lange udredning, som omhandler beslutningen om at gå ind i Irak, har fået stor opmærksomhed.
Udredningen konkluderer, at den daværende regering ’strammede’ de informationer, som blev givet til Folketinget, betydeligt. Derfor ønsker partierne i oppositionen – bortset fra Socialdemokratiet – at åbne en ny kommission.
At der i dag ikke er flertal for at åbne en sådan kommission, skaber harme og frustration hos Anders Kærgaard, der var udsendt i Irak som efterretningsofficer i 2004 og 2005.
Jeg tog i krig, fordi jeg var fuldstændig overbevist om, at det var den rigtige mission, at det var i nationens interesse, og at det havde et humanitært formål
Hvad er det, du er utilfreds med i udregningen?
»Det skriger til himlen, at man taler om sagen som noget, der hører fortiden til. Men det her handler jo ikke om fortiden, det handler om fremtiden. Jeg tog i krig, fordi jeg var fuldstændig overbevist om, at det var den rigtige mission, at det var i nationens interesse, og at det havde et humanitært formål«.
Oppositionspartierne, der ønsker en ny kommission, påpeger, at lovligheden af krigsdeltagelsen ikke bliver behandlet i den nye undersøgelse. Hvad betyder det for dig, som har været udsendt i krigen, at den afklaring mangler?
»Det betyder blandt andet, at jeg som tidligere udsendt står tilbage med et spørgsmål om, hvad det er, jeg har været med til. Jeg har forsøgt at være en ordentlig officer i hele mit virke og overholde reglerne. Det efterlader os, der har været udsendt, og vores familier med en følelse af, at vi måske skal stå til ansvar og på mål for nogle beslutninger, som andre har truffet, selv om de vidste, at det byggede på en løgn, og det gjorde vi andre ikke«.
Hvad er det for en følelse, du sidder tilbage med, med den viden, du har i dag?
»Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg er blevet misbrugt i en politisk leg, hvor man bagefter sidder og fniser ad det og siger, at ’det var en fodfejl’, og ’det var ikke rigtig alvorligt’. Modsat os andre, der har betalt med vores tilværelse, liv og lemmer – familier, der er blevet smadret, og civile, der har fået ødelagt deres liv. De, der sidder med ansvaret for, at vi overhovedet kom af sted i første omgang, sidder nu og siger, at vi skal komme videre. Det her er noget, der trækker spor for resten af livet, og de spor er altså ikke altid lige behagelige«.
Skriv kommentar