Udlændingepolitik afgør valg i Danmark. Sådan har den politiske logik lydt i årtier, og også i den snart overståede regeringsperiode har udlændingepolitikken været en mægtig skueplads for værdipolitiske bråvallaslag om stramninger, anstændighed, Danmarks ry i udlandet og et paradigmeskift fra integration mod midlertidighed og hjemsendelser.
Midt i dette følelsesladede spændingsfelt står Mattias Tesfaye som udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet, som i de senere år har skiftet kurs i flygtninge- og indvandrerpolitikken i retning af en mere håndfast linje, som af politiske iagttagere anerkendes for at have neutraliseret de borgerlige partiers styrke over for Socialdemokratiet, men som af andre meningsdannere er blevet udlagt som et moralsk svigt fra et parti, der burde tage de svagestes parti – også når det er politisk svært.


