Da jeg første gang hørte om DR- rejseprogrammet ’Nul stjerner’, tænkte jeg, at det var en glimrende idé. Nu får vi endelig noget at vide om de steder, hoteller og restauranter, der hidser gæsterne op og måske også lidt om gæsterne. Det gør vi ikke. I stedet møder vi to granvoksne mænd, Jan Elhøj og Morten Kirckhoff, der fniser og griner som to teenagere og næsten ikke kan få armene ned over, hvor genialt, de selv synes, deres koncept er.
De to værter har foreløbig været på forlænget weekend i Albanien, roadtrip i Georgien og storbyferie i Kairo. Senere tager de på vinterferie i Moldova og skiferie i Ukraine. Og de har en fest. Det har jeg ikke, men det er måske, fordi jeg – som Politikens tv-anmelder Michael Bo – ikke har sans for ’camp humor’ og ’drengerøvseventyr’, som en skrev i en kommentar på Facebook.

