Når vi engang i fremtiden skal tidsfæste, hvornår den sidste tyndslidte rest af tillid mellem Washington og Beijing forsvandt, vil coronakrisen stå tilbage som et oplagt nedslagspunkt. Nogle vil indvende, at de to parter allerede forinden var på kollisionskurs som følge af Trump-administrationens handelskrig og Kongressens vidtgående indblanding i Hongkong-konflikten. Andre, at brudfladerne for alvor åbenbarede sig i takt med Kinas mere selvhævdende og undertrykkende kurs under Xi Jinping. Atter andre vil hævde, at vi er vidne til en hegemonisk holmgang, som længe har været under udvikling i kraft af Kinas gradvise opstigning til en position som USA’s førsteudfordrer på den internationale scene.
Når coronakrisen alligevel kan gå hen og blive en central del af historien om det forliste forhold mellem USA og Kina, skyldes det især to forhold. For det første har krisen med al tydelighed udstillet, at den indbyrdes rivalisering fuldstændig overtrumfer enhver form for samarbejdsånd. Hvis ikke engang en pandemi kan få parterne til at begrave stridsøkserne for en stund for i fællesskab at bekæmpe en grænseoverskridende fælles fjende, er det svært at se, hvordan rivaliseringsmønstret kan brydes.
Ganske symptomatisk har Beijing og Washington rodet sig ud i en omgang verbal mudderkastning, hvor parterne har søgt at sværte hinanden til med gensidige beskyldninger og konspirationsteorier om virussens oprindelse. Især synes Trump-administrationen stadig mere opsat på at stille det kinesiske kommunistregime til ansvar for epidemiens hærgen i USA.
For det andet kan coronakrisen meget vel blive et afgørende ’tipping point’ for de tiltagende afkoblingstendenser, som er fulgt i kølvandet på handelskrigen. Således har USA iværksat en række initiativer med henblik på dels at mindske afhængigheden af kinesiske leverandører på kritiske områder som f.eks. lægemidler, dels at reducere kinesiske virksomheders adgang til amerikansk teknologi – det gælder f.eks. Huawei – og dels at tilskynde amerikanske virksomheder til at hente deres produktion i Kina hjem til USA. Coronakrisen forstærker disse tendenser, ikke kun fordi grænselukninger og afbrudte handelsforbindelser vil accelerere processen med at finde alternative leverandører og markeder, men også fordi den omsiggribende coronarelaterede stigmatisering og mistænkeliggørelse gør det stadig mindre attraktivt for virksomheder, forskere og udvekslingsstuderende at opholde sig hos modparten.
Betydningen af disse afkoblingstendenser bliver så meget desto større, når de sammenholdes med fraværet af fælles stormagtsinteresser. Under Obama-administrationen skortede det ikke på uoverensstemmelser mellem Washington og Beijing, men parterne formåede at finde fælles fodslag på væsentlige områder. Det gjaldt eksempelvis kampen mod den globale opvarmning, hvor Obama og Xi var de første til i fællesskab at underskrive Paris-aftalen. Et andet eksempel var bestræbelserne på at hindre spredningen af masseødelæggelsesvåben, hvor USA og Kina i langt højere grad end i dag samordnede indsatsen i forhold til især Iran og Nordkoreas atomvåbenprogrammer. Herudover afholdt parterne hver sommer en omfattende strategisk og økonomisk dialog med deltagelse af store embedsmandsdelegationer for at koordinere og justere det stadig mere sammenvoksede forhold.
USA-analytiker: Trumps vælgere savner også et kram, og det kan blive hans endeligtMed Trump som nationalegoismens bannerfører er der ikke længere noget interessefællesskab, som kan modvirke de underliggende rivaliseringsdynamikker. Alt imens eroderer den internationale orden hastigt indefra. Seneste offer for den tilspidsede strategiske rivalisering er WHO, hvis budget USA – organisationens klart største bidragsyder – nu ikke længere vil bidrage til pga. det, USA kalder »WHO’s følgagtige linje over for Beijing« (en i øvrigt ikke helt grundløs anklage). Verdenshandelsorganisationen WTO kan meget vel blive det næste offer, idet Trump-administrationen længe har søgt at underminere organisationens konflikthåndteringssystem, som angiveligt favoriserer Kina.
Skulle det lykkes demokraterne at tilbageerobre Det Hvide Hus senere på året, vil det næppe afstedkomme nogen markant kursændring, da den tværpolitiske opbakning i Washington til en konfrontatorisk Kina-politik efterhånden favner hele det politiske etablissement. En opinionsundersøgelse viste tilmed tidligere på ugen, at to ud af tre amerikanere nu har et negativt syn på Kina - den højeste andel, Pew Research Center nogensinde har registreret.
Spørgsmålet er derfor snarere, om vi står foran et koldkrigslignende konfliktmønster, som vil diktere den storpolitiske dagsorden i 2020’erne. Det er muligt, men ikke sandsynligt, så længe to af den kolde krigs centrale drivkræfter endnu ikke er til stede.
Den første er bipolaritet. I magtmæssig forstand er verden stadig unipolær, eftersom Kina halter efter USA økonomisk, militært, strategisk og teknologisk – ikke mindst militærteknologisk. Denne ubalance, som jævnligt får den kinesiske ledelse til at lange ud efter USA’s ’hegemoniske opførsel’, er samtidig den primære årsag til, at Beijing indtil videre afholder sig fra at konfrontere Washington i samme grad som omvendt.
Den anden manglende drivkraft er ideologisk rivalisering. I modsætning til USA og Vesten påberåber Kina sig ikke nogen universalistisk ideologi, og etpartidiktaturet i Beijing forsøger ej heller at stille sig i spidsen for verdens autoritære regimer. I stedet forsvarer den kinesiske ledelse Folkerepublikken Kinas suveræne ret til forfølge sin egen udviklingsmodel kaldet ’socialisme med kinesiske karakteristika’.
I fraværet af disse drivkræfter skal vi trods alt ikke forvente, at verden deles op i to rivaliserende blokke. Også selv om Trump-administrationen siden efteråret 2018 har intensiveret presset på partnere og allierede i det offentlige rum for at få dem til at distancere sig fra Kina, ikke mindst med en omfattende kampagne rettet mod den kinesiske techgigant Huawei samt Xi Jinpings strategiske signaturprojekt, Belt and Road-initiativet.
Forholdet mellem USA og Kina har længe udvist alvorlige sygdomstegn. Og efter coronaens overophedede mishagsytringer venter koldbrandens snigende afkobling af de indbyrdes forbindelseslinjer.
fortsæt med at læse
