0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kommende jurastuderende: I jagten på det perfekte har en generation af unge gjort alle fejl til en personlig katastrofe

Vi bliver bedre og bedre uddannet, men vi har samtidig skabt en forskruet præstationskultur for de unge, der hverken gør os dygtigere eller lykkeligere. Tværtimod.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Hartmann Schmidt
Foto: Jens Hartmann Schmidt

Den konstante jagten det perfefekte fylder en hel generation af unge med konstant tvivl og personlig skam

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvert år spytter gymnasierne tusindvis af studenter ud i samfundet. Hvert år kan landets gymnasieforstandere stolt konstatere, at dette års studenter har højere karakterer end dem fra året før. Men hvert år kan vi også konstatere, at flere er stressede, har forskellige former for angst eller kæmper med psykiske sygdomme som anoreksi og depression.

Spørgsmålene trænger sig på: Videregiver samfundet de forkerte idealer til min generation? Presser vi de unge for hårdt? For mig er svaret på begge spørgsmål ja. Vi kan se, at flere og flere tager en uddannelse, men den kultur, vi har skabt, gør os hverken dygtigere eller lykkeligere. Tværtimod.

Jeg er 21 år og har selv gået den slagne vej gennem gymnasiet. For to år siden sad jeg til min sidste eksamen på Rysensteen. Jeg trak et svært emne og forberedte mig rystende og svedende på, at jeg ikke ville få 12. Min storesøster og min storebror fik begge 12 i deres sidste karakter og måtte derfor skrive skalaens topkarakter i midten af deres huer. De ventede begge udenfor sammen med mine forældre. Med bordbomber, flag og champagne.

Det betød også, at jeg dagen efter måtte tage del i en anden tradition: at løbe efter studentervognen sammen med de andre, der fik 12. Og det var næsten hele min klasse

Mod al forventning gik min eksamen godt. Med øjne glinsende af lettelse fik jeg lov til at skrive 12 i min hue. Jeg blev ikke det sorte får, jeg frygtede. Det betød også, at jeg dagen efter måtte tage del i en anden tradition: at løbe efter studentervognen sammen med de andre, der fik 12. Og det var næsten hele min klasse. Oprindeligt fejrede man de heldige få, men nu fungerede optrinnet som en kilometerlang magtdemonstration over for de seks elever, der havde lavet fejl og ‘kun’ havde fået 10, 7 eller måske 4.

Jeg arbejdede året efter i tre forskellige jobs, så jeg kunne spare 80.000 kroner op til det perfekte sabbatår: fire lykkelige måneder på højskole, hvor jeg skulle få venner og minder for livet. Herefter otte måneders rejse i verden, hvor jeg skulle opleve alverdens kulturer, finde mig selv og vokse som menneske. Herefter skulle jeg starte på det perfekte studie, som ville være den fuldendte kombination af interesse, studiemiljø, prestige, forventet indkomst og muligheden for at gøre en forskel.

Jeg havde kun plan A. Der var ingen acceptabel plan B eller C. På den måde lignede jeg formentlig de fleste andre unge. Vi er blevet bildt ind, at ’det perfekte liv’ kan realiseres. Vi skal altid følge plan A. Og det er intet andet end vores egen præstation, der afholder os fra succes. Hvis du har skitseret en plan A, men skvatter undervejs, er det din og kun din skyld. Og et ambitionsniveau, der ligger under det perfekte – 12-tallet – ser man skævt til.

På gymnasiet har det resulteret i en præstationskultur og et karakterræs, der tager mere og mere fart. Vi har skabt et miljø, der ikke lærer os at lytte til os selv og finde ud af, hvad vi selv brænder for. I stedet lærer vi at udskyde behov, undertrykke negative følelser og score høje karakterer og venner på Facebook.

Vores vågne timer bliver skåret ned til forskellige mål, som vi går så målrettet efter, at vi mister sansen for alt det betydningsfulde omkring os. Det er ikke, fordi vi er grådige og selv vil have mere og mere. Det er, fordi vi har lært, at alt andet end 12 er uperfekt, uambitiøst og sjusket.

Og vi har lært det af jer alle. Vi er alle blevet så indoktrineret i perfektionsmentaliteten, at det ikke længere er muligt at sige, hvor det startede. Men det ses alle steder. Det er staten med sin uendelige kampagner om sundhed og uddannelse. Det er forældrene og vennerne med deres evige gode råd. Det er techgiganten Apples slogan ’Think Different’, og det er Facebook-profilbilleder med billedteksten: ’Be yourself, you’re fucking perfect’.

Vi unge er konstant så eksponerede, at man umuligt kan undgå at påvirkes. I den rette mængde er idealer og forslag ikke noget problem. Tværtimod. Men helt ærligt: T-shirts med ordene ’Change the world’ er fandme også et pres at lægge på lille 5-årige Rebekka, der bare gerne vil tegne regnbuer.

Oprindeligt fejrede man de heldige få, men nu fungerede optrinnet som en kilometerlang magtdemonstration over for de seks elever, der havde lavet fejl og ‘kun’ havde fået 10, 7 eller måske 4.

Stræben efter det perfekte handler om langt mere end karakterer. Det ses i fritiden, hvor vi målrettet spiser sundt for at blive sunde. Vi er udadvendte og sociale