Ingen kan flygte fra den smerte, der følger med at leve. At miste en søster. At miste et barn. At blive ramt af ulykken og den sorg, der følger med. Ingen kan gemme sig, når tragedien rammer. Vel kan andre føle med dig og have medfølelse med dig. Men ingen kan tage sorgen, savnet eller smerten væk. Den må vi bære alene.

For nogle er troen en trøst. For andre familien. Nogle finder glæden i gruppesamtaler. Andre i vandringer langs havet. Ingen af os er ens. Men fælles for os gælder, at det kendte og umiddelbare giver tryghed. Der, hvor vi i umiddelbarhed og uden frygt for fordømmelser kan være, hvem vi er, kan vi dulme livets hårdhed. Der står tiden stille.