Gang på gang møder vi unge, som har ar på både krop og sjæl efter folkeskolen. Min oplevelse er, at det sker oftere og oftere. Og jeg er bange for, at det er ved at udvikle sig til en tendens frem for tilfældigheder. Folkeskolerne skal blive bedre til at takle den moderne ungdom og alt, der hører til. Det kan simpelthen ikke passe, at nogle af de mennesker, der har mest med os unge at gøre, slet ikke ved, hvordan de skal takle eller vejlede os, når det mentale vælter. Og det er jo ikke nyt, at mentale problemer opstår eller bliver kastet i hovedet på os. Men alligevel oplever jeg ingen forandring. Og det er med til at ødelægge mange unge – allerede i folkeskolen.
Jeg går nu selv i 3. g og er langt fra tiden i folkeskolen. Men alligevel er jeg dagligt påvirket af min egen forhistorie. Den begynder med mobning allerede i indskolingen samt utallige af trivselssamtaler med inspektøren, læreren eller støttepædagogerne. Men samtalerne endte altid med det samme resultat: ’Jeg forstår ikke pigeproblemer’, eller ’du ved jo godt, at den anden pige har ADHD og ikke selv kan gøre for sin opførsel’. Det blev til undskyldninger gang på gang, fordi skolen og lærerne ikke magtede opgaven og ikke vidste, hvad de skulle stille op med en som mig.
