I folkeskolen – som i de fleste andre kulturer og sociale fællesskaber – er der individer, der har brug for lidt ekstra støtte og ro for at fungere i deres hverdag med de udfordringer, de nu måtte have. Men efter skolereformen er deres muligheden for at få den støtte og ro blevet sparet væk på de fleste folkeskoler.
Jeg har været folkeskolelærer både før og efter folkeskolereformen, og jeg har set, hvordan reelle specialtilbud til udsatte børn er forsvundet. Nedskæringerne er blevet kamufleret med det ekstremt positive ord ’inklusion’.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
