0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Psykolog: Jeg jublede, da jeg blev ansat i psykiatrien. I dag forstår jeg ikke, jeg har været en del af det system

For en person med en hammer ligner alt et søm. Og i psykiatrien sidder lægerne tungt på magten.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning
Foto: Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg var rigtig glad, da jeg fik job i psykiatrien. Det var mit første job som psykolog efter endt uddannelse, og den slags stillinger hang ikke ligefrem på træerne, især ikke for nyuddannede.

Jovist, jeg var skeptisk over for omfanget af medicinering, men da min faglighed alligevel ikke har meget at gøre med piller, glædede jeg mig over at kunne gøre en forskel for lidende personer i psykiatriens rammer. Mit hovedansvar som psykolog er psykoterapi, udredning og supervision. Og psykologer kan ikke udskrive medicin, så jeg følte ikke de store moralske skrupler.

Jeg nåede at arbejde i halvandet år på en ambulant afdeling i Region Midt med længerevarende terapiforløb som min hovedopgave. Nu, hvor jeg ser tilbage på min ansættelse, kan jeg slet ikke forstå, at jeg har været den en del af det system.

Det er et system, der er så grundlæggende galt skruet sammen, at man ikke kan fjerne dets problemer ved at tilføre flere midler, selv om det er den gældende parole. Det er hårde ord. Det er jeg klar over. Det er også ord, der vil sidde galt i halsen på mange af mine fagfæller. Det er dog ord, der er nødt til at blive sagt højt og gentaget, og de er nødt til at blive sagt af personer, der har været i systemet, som kender det indefra.

Jeg prøvede at sige noget, da jeg var ansat, men det faldt for døve ører. I desperation skrev jeg et kritisk debatindlæg om lægernes og pillernes magtfuldkommenhed i psykiatrien. Jeg var motiveret af det chok, som jeg fik ved at opleve psykiatriens inderside. Jeg har siddet fuldstændig himmelfalden til utallige konferencer, som er det behandlerforum, hvor patienters status fremlægges og diskuteres af behandlerne.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter