Du kender sikkert udtrykket præmieperker. Den lettere ufine måde at betegne indvandrere og efterkommere, som er velintegrerede, nærmest assimilerede, og som lever op til idealet om at uddanne sig, tilegne sig danske normer og spise flæskesteg og frikadeller. Jeg er en af dem. Men selv om jeg ikke er målet, når Mette Frederiksen taler om, at vi skal utryghedsskabende indvandrerdrenge til livs, gør det mig vred, trist og magtesløs, at den indvandrerfjendske retorik er blevet så legitim selv i landets top.

På papiret ligner min familie mange andres – vi ligger nok endda i den mere velstående ende af spektret. Jeg har to forældre i 60’erne, der begge arbejder i chefstillinger, bor på Amager og har et sommerhus på Sjælland. Min storebror er journalist, gift med en læge, har to børn og bor på Nørrebro. Og så er der mig, som er universitetsuddannet, arbejder i staten, er gift med en programmør og bor på Vesterbro. På mange måder er vi set udefra en helt almindelig dansk familie. Men vi er også iranere, og vi er også flygtninge.