0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sociolog: Jeg er stereotypen på en præmieperker, men jeres ord gør stadig ondt

Jeg har haft de bedste forudsætninger for at blive en succes, når det kommer til integration: ressourcestærke forældre, gode skoleforhold, gode rollemodeller omkring mig og meget andet. Alligevel gør det mig vred, trist og mindre stolt af at være dansk, når retorikken i udlændingedebatten bliver mere og mere fjendtlig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Per Marquard Otzen/per.marquard.otzen@pol.dk
Arkivtegning: Per Marquard Otzen/per.marquard.otzen@pol.dk
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Du kender sikkert udtrykket præmieperker. Den lettere ufine måde at betegne indvandrere og efterkommere, som er velintegrerede, nærmest assimilerede, og som lever op til idealet om at uddanne sig, tilegne sig danske normer og spise flæskesteg og frikadeller. Jeg er en af dem. Men selv om jeg ikke er målet, når Mette Frederiksen taler om, at vi skal utryghedsskabende indvandrerdrenge til livs, gør det mig vred, trist og magtesløs, at den indvandrerfjendske retorik er blevet så legitim selv i landets top.

På papiret ligner min familie mange andres – vi ligger nok endda i den mere velstående ende af spektret. Jeg har to forældre i 60’erne, der begge arbejder i chefstillinger, bor på Amager og har et sommerhus på Sjælland. Min storebror er journalist, gift med en læge, har to børn og bor på Nørrebro. Og så er der mig, som er universitetsuddannet, arbejder i staten, er gift med en programmør og bor på Vesterbro. På mange måder er vi set udefra en helt almindelig dansk familie. Men vi er også iranere, og vi er også flygtninge.

Mine forældre endte lidt tilfældigt i Danmark i 80’erne efter en hæsblæsende flugt fra præstestyret i Iran. Med sig havde de min storebror på to år. De boede blandt andet i Sandholmlejren og på et flygtningeskib på Langelinie, inden de fik deres første bolig i Mjølnerparken. Så blev jeg født, og vi gjorde et stop på nogle år i Høje Gladsaxe, inden vi for alvor klatrede over integrationsmuren og flyttede til forstaden i et pænt parcelhuskvarter med en god folkeskole. Mine forældre, som ellers kom med universitetsuddannelser fra Iran, kæmpede sig op fra bunden af arbejdsmarkedet, hvor de startede med jobs som taxachauffør og rengøringshjælp.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts