Sundhedsplejersken spurgte for nylig, hvordan vi holdt ud under den verserende coronakrise. Hun var på sit sidste besøg i forbindelse med fødslen af vores anden datter, og spørgsmålet faldt tilsyneladende med en klar forventning om et svar i en variation over, at hverdagen var blevet hårdere, kedsommeligheden havde taget til, og de lange ensformige dage flød mere og mere sammen.
Men svaret, der fløj ud af mig, mens min kæreste udfyldte det obligatoriske fødselsdepressionsskema, var, at jeg finder en vis stolthed eller sågar glæde ved at gennemleve et markant tidspunkt i verdenshistorien. En ydmyghed over at finde vej gennem en af de største kriser i nyere tid. For krisen har også væltet rundt på tilværelsen i vores familie med nye rutiner, nye problemer og nye hensyn.
Men før jeg bevæger mig for langt ned ad glædesrusen, er det nok på sin plads at understrege, at situationen selvfølgelig også er alvorlig. At dødsfald er tragiske, og at jeg anerkender, at ensomhed kan være en hård vej at være endt på. Men jeg må samtidig stå ved, at jeg oplever det som befriende, at tilværelsen er væltet omkuld, og at jeg er stolt over at manøvrere rundt i det.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar