Sundhedsplejersken spurgte for nylig, hvordan vi holdt ud under den verserende coronakrise. Hun var på sit sidste besøg i forbindelse med fødslen af vores anden datter, og spørgsmålet faldt tilsyneladende med en klar forventning om et svar i en variation over, at hverdagen var blevet hårdere, kedsommeligheden havde taget til, og de lange ensformige dage flød mere og mere sammen.
Men svaret, der fløj ud af mig, mens min kæreste udfyldte det obligatoriske fødselsdepressionsskema, var, at jeg finder en vis stolthed eller sågar glæde ved at gennemleve et markant tidspunkt i verdenshistorien. En ydmyghed over at finde vej gennem en af de største kriser i nyere tid. For krisen har også væltet rundt på tilværelsen i vores familie med nye rutiner, nye problemer og nye hensyn.
