0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hans Erik Havsteen: Kan de Gaulle selv fra graven sikre EU’s udenrigspolitik?

Uden Charles de Gaulle havde EU næppe haft en selvstændig udenrigspolitik i dag.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Andreas Haubjerg
Arkivfoto: Andreas Haubjerg
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den franske officer og politiker Charles de Gaulle hører til blandt de historiske skikkelser, der ville have passet godt ind i en tegneserie. Hans karakteristiske næse gav mindelser om Cyrano de Bergeracs og dæmpede ikke ligefrem satiretegnernes iver efter at karikere den stolte galler.

Det er ikke kun de Gaulles udseende, hans efter- og samtid har gjort grin med. Godt nok nægtede de Gaulle heroisk at opgive kampen mod Nazityskland i juni 1940, selv om den franske regering smed håndklædet i ringen over for den tyske værnemagt. Men hans insisteren på at få de frie franske styrker anerkendt som en stormagt på lige fod med Storbritannien, USA og Sovjetunionen gav anledning til voksende irritation over den bramfrie general, og de Gaulles befrielsestale i 1945, hvor han priste Frankrig for »at have befriet sig selv«, kan vel næsten sammenlignes med Saddam Husseins propagandaminister ’Komiske Ali’s afvisning af, at amerikanske tropper var på vej ind i Bagdad i 2003.

Men selv om de Gaulle med sin klassiske franske arrogance kan få udlændinge til at trække på smilebåndet, står der stadig respekt om ham i hjemlandet. Hans insisteren på at regne Frankrig blandt de allierede i 1945 og fremhæve ’de frie franske’ frem for samarbejdspolitikkerne var nemlig en kynisk politisk afvejning. Ifølge de Gaulle måtte Frankrig hurtigt videre efter den nazistiske ydmygelse, og netop derfor kunne man ikke dvæle for meget ved Vichy-styrets samarbejde med tyskerne. Man risikerede, at landet røg ud i åben borgerkrig – bestemt ikke et utænkeligt scenario i 1945.

Politisk var der ikke meget, der lykkedes for Frankrig i årene umiddelbart efter krigen. Den Fjerde Republik var notorisk ustabil, og det hjalp ikke på situationen, at det franske kolonirige hurtigt faldt fra hinanden, bl.a. efter et sviende nederlag til vietnameserne ved Dien Bien Phu i 1954. Som en anden frelserskikkelse trådte de Gaulle atter ind på den politiske scene i 1958 under en krise udløst af situationen i en anden fransk koloni, Algeriet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter