Prøv at forestille dig det: Du eller en i familien mister hørelsen, udvikler epilepsi, ptsd eller et fjerde handikap. Det ønsker ingen kommer til at ske. Men i dag er vi mere end 500.000 mennesker med et synligt eller usynligt handikap. Hertil kommer alle vores naboer, kolleger, venner og familier.
Hele januar har du her i avisen kunnet læse om, hvordan vores velfærdssamfund alt for ofte ikke griber os, hvis vi f.eks. får et barn med autisme, mister synet, udvikler angst eller får en hjerneskade efter en trafikulykke. I dag vejer økonomi tungere end menneskers behov og livskvalitet. Og ekspertisen på handikapområdet er over årene blevet udvandet. Forholdene for os med handikap har nået et lavpunkt og kræver en omfattende og langtidsholdbar løsning. Vi har hørt fra kommunerne, politikerne på Christiansborg, socialrådgiverne, forskere, handikaporganisationer, bevægelser og en lang række andre stemmer. Alle er enige om, at systemet gør alt for ondt på mennesker og familier. Vi skal gøre noget nu.


