Skal vi tage puslespillet frem bagefter?«, spørger jeg og får et bekræftende svar.
Først skal jeg lige være færdig med at rydde op. Jeg sætter den rene gryde på plads i skabet, fanger dråber af opvaskevand på bordet med en klud, hænger viskestykket til tørre og tænker, at det både er beroligende og enerverende, at så mange handlinger i et døgn giver sig selv og er gentagelser fra i går, i forgårs og fra for generationer siden.
Mulighederne for at bryde i rutinerne i hverdagen bliver ikke nødvendigvis mere tydelige, når man er nødt til at opholde sig meget hjemme. På de samme kvadratmeter døgn efter døgn. Måske ændrer det sig snart. Muligvis varer det ikke så længe, før skoler og arbejdspladser igen får et lydspor af summende stemmer, før fødselsdage, bryllupper og begravelser kan holdes for flere end alt for få.
Jeg koger vand til te, finder æsken med brikkerne frem og sætter mig ved spisebordet over for min voksne søn, der egentlig var flyttet hjemmefra, men nu bor her igen i en periode.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar