Forestillingen om en elite, der meler sin egen kage, en ’elite’, der er ufolkelig og formynderisk, er uudryddelig. Populistiske politikere er de første til at betjene sig af tanken, og deres vælgere de sidste, der får glæde af det.

Den monotone og uafladelige kritik af eliten adskiller sig ikke fra lignende angreb på store eller små grupper, der måtte mishage populister og deres klakører. Hetzen er en af flere byggesten, der medgår til at mure begrebet folket inde ved at bestemme det ud fra alt det, det ikke er. Med eliten ligger det i selve ordet, at vi har at gøre med en privilegeret samfundsgruppe, der føler sig hævet over alle andre.