Billederne af Yussuf Poulsen der i scoringsbegejstring til 2-0 knæler på græstæppet og tager sig til hovedet sidder stadig på nethinden. Og Andreas Krauls lakoniske kommentar efter Mikkel Damsgaards elegante scoring til 1-0 »Der er en ny inderside i byen« forlader næppe heller bevidsthedens raritetskammer lige med det første.

Men over disse snapshots, glimt fra en forrygende fodboldkamp, vil for altid dække et par andre øjebliksindtryk, der viser et par unge muslimske kvinder med tørklæder, som jubler over Danmarks succes på græsplænen i Parken. Ren uforstilt og ligefrem fodboldpatriotisme af en sådan fedme, at kunne den tappes på glas, ville den kunne sælges i vintermånederne som kur mod mismod og forkølelse. I det øjeblik på tribunen var ingen nemlig indvandrere med anden etnisk baggrund end dansk; ikke andengenerationsindvandrere eller beboere i belastede områder med for høj procent af muslimer. Nej, de var tilskuere til en landskamp, hvor Danmark spillede mod Rusland og gjorde det med et resultat på fire-fucking-et så godt, at vi vil tale om det i årtier.