Litteraturen har fået en ny genre: Selvbiografiske beretninger om kærlighed til dyr og træer. Grævlinger, muldvarpe, ræve, får, hvaler og bier. For nogle år siden gik Pulitzer-prisen til en roman om træers bevidsthed og omsorg for hinanden, og også i den bredere romankunst og lyrik slår den økokritiske bevidsthed igennem.

Den mest radikale empati med andre arter finder man i Oxford-professoren Charles Fosters bog ’Mit liv som dyr’. Han fortæller om at leve som grævling i en hule. Komplet med regnorme som eneste kost. De slimede størrelser smager angiveligt forskelligt, afhængigt af hvor i jorden de lever. Regnormeterroir. Ligesom druesorter. Mums.