Smædekampagner, negative reklamer og personlig hetz er – i hvert fald i dansk perspektiv – synonym med uanstændig politisk etikette. Men hvis formålet er at få standset Donald Trump og Det Republikanske Parti, så er koldblodig politisk markedsføring den eneste metode.
Sådan lyder det fra Rick Wilson, en tidligere republikansk strateg, selvudnævnt ’reklamefyr’ og én af de otte tidligere republikanere bag den politiske interessegruppe Lincoln Project. En organisation, som med ofte nådesløse og kyniske politiske kampagner på sociale medier arbejdede for at stikke en kæp i hjulet på Donald Trumps genvalg i 2020.
