Hvad har sognepræst Sørine Gotfredsen og mellemøstlige mørkemænd til fælles? De mener begge, at mænd, der græder, er tegn på feministisk forfald. Og begge tager manderollen til indtægt for et forstokket menneskesyn. Men vi fejler på alles vegne, når kravene til unge mænd hviler på forventningen om, at vi skal låse vores sårbarhed ned i en lille mørk æske og kaste nøglen i Østersøen.
I Berlingske skriver Gotfredsen, at »den grædende mand ikke er et godt tegn (…) og udtryk for et feminiseret samfund. Det er mennesket med de bløde værdier og vilje til at blotte sin sjæl, der hyldes, mens de mere klassiske maskuline dyder er i modvind«. Læser jeg videre i sognepræstens kampskrift for den voksne mand, kan jeg som hankøn lære, at jeg bør holde mig for god til gråd. Hvorfor? Fordi: »Gråd er barnets spontane reaktion, når verden føles overvældende, og gråd er forbundet med afmagt«.
