Jeg ved godt, at man helst ikke må nævne Woody Allen længere. Men i denne sluttede kreds går det vel an at røbe, at jeg til min dødsdag vil være kæmpe fan af ’Hannah og hendes søstre’.
Kongescenen er den, hvor filmens bundneurotiske bifigur løber jublende rundt i New Yorks gader, efter at en skanning har frikendt ham for at have en hjernesvulst på størrelse med en basketball.

