Woke er ikke én uniform størrelse. Det er en fragmentarisk, identitetspolitisk snebold, som startede med at rulle i de afroamerikanske miljøer i USA, hvor udtrykket woke første gang blev brugt om bevægelsen i 2014, og hvor det handlede om racespørgsmål. Siden rullede snebolden sig større og adopterede hele den identitetspolitiske dagsorden. Woke handler nu både om race, oprindelige folk, kolonialisme, kvinderettigheder, #MeToo, LGBT+ – og efterhånden også om klimakampen. Selvbilledet på at være ’woke’ er antitesen til den stereotyp, man ynder at prygle på: den hvide, gamle, heteroseksuelle, ciskønnede mand, som i wokenarrativet med altovervejende forventelighed er en klimafornægtende, racistisk, misogyn og trans- og homofobisk boomer.
Lad mig som indgangsbøn slå fast, at jeg finder kampen mod diskrimination og for inklusion i alle afskygninger helt fundamental. Som homoseksuel er jeg aktiv deltager i LGBT-bevægelsen, som har gjort store landvindinger for seksuelle minoriteter, transkønnede og nonbinære i Danmark, og som fortsat kæmper kompromisløst for ligestilling, for hvilket den fortjener uvisnelig hæder.
