Sneen knirkede under vore fødder, og den isnende vind hamrede hagl ind i hovederne på os. Jeg ville give op og søge tilflugt på et værtshus, vi just passerede. Men min klassekammerat holdt parolerne højt: »Gu’ ska’ vi ej! Vi skal derhen og være med. Skide være med 1. maj, men atomkapløbet skal stoppes. Du er klar over, at det er Jordens fremtid, det gælder, ikke?«

Med næser, der efterhånden var lige så røde som vort indre, stavrede vi videre. Og nåede til sidst frem. Til den demonstration mod oprustningen og den absurde kappestrid om at besidde de mest effektive våben til masseudryddelse af mennesker på hver sin side af Jerntæppet, der var planlagt til at finde sted denne 1. maj i de meget tidlige firsere i det, der stadig hed Århus.