Den amerikanske økonomi er stærk, for eksempel ligger antallet af førstegangsansøgninger om arbejdsløshedsunderstøttelse på det laveste niveau siden 1969. Alligevel taler alle om recession. Og det er da også rigtigt, at der er en betydelig risiko for recession i løbet af de næste få år. Men hvorfor?
En del af svaret er, at der altid er en risiko for recession i den nærmeste fremtid, uanset hvordan de aktuelle data ser ud. Der kan altid ske noget. S..t happens, som nogle siger. Der er altid en risiko for eksempelvis en finanskrise, som de færreste havde set komme, eller en krig, der vender op og ned på verdenshandelen.
