I dag, 26. september, er det nøjagtig otte år siden, at 43 unge lærerstuderende forsvandt sporløst som ofre for en frygtelig forbrydelse i Mexico. Jeg var i Mexico, da det skete, og husker både befolkningens og min egen forfærdelse over, at en ugerning så monumental kunne finde sted, uden at der var det fjerneste spor efter de unge eller deres banemænd. Intet tydede på, at de 43 tilhørte nogen af de narkokarteller, der helt rutinemæssigt spreder rædsel med deres makabre og blodige fremfærd over for hinanden. De unge gik på et ydmygt seminarium ude på landet i delstaten Guerrero og var alle børn af bønder. Hvad i alverden var der dog sket?

Myndighederne var hurtigt ude med en version af det, der blev kendt som Ayotzinapasagen efter den flække, hvor seminariet ligger. Forklaringen var, at de unge havde hugget nogle busser i den nærliggende by Iguala og kørte rundt på den centrale plads, hvor de forstyrrede borgmesteren og hans kone, der var midt i et politisk møde. Angiveligt skulle hustruen have ringet til politiet, der gik til angreb på de unge og overdrog dem til stedets dominerende forbryderkartel, som myrdede dem alle sammen, brændte dem på en losseplads og smed asken i en flod. Forbryderne havde bekræftet historien, og der var fundet sække med aske i floden, hævdede både den ledende efterforsker Tomás Zerón og rigsanklageren Jesús Murillo.