Tør i munden af at gå langt uden at drikke skyller jeg et glas vand ned på få sekunder, inden jeg sætter varerne på plads. Knækbrød, gulerødder, æg og hakket grønkål kommer i skuffe og skab. Det sidste, en pose med studenternellikefrø i blandede røde farver, får plads i køkkenvinduet op ad krukken med løg.

Der skal de stå længe, frøene. Som et lille indpakket håb. Om længere, varmere, lysere dage, ja bestemt, men også om at fordele de bittesmå, næsten sorte frø i jordfyldte potter uden at tænke på andet end netop dem. Mærke jorden mellem fingrene. Gøre plads til minipotterne i en vindueskarm. Glæde sig til at se frøene spire.