Da antropolog Henrik Hvenegaard Mikkelsens datter var tre år, blev han kontaktet af pædagogerne i hendes institution. De var bekymrede, fordi datteren blev ved med at spise jord, og anbefalede at få hende undersøgt af kommunens ’oralmotoriske team’. Henrik Hvenegaard Mikkelsen og hans kone turde ikke sige nej til tilbuddet – det drejede sig jo om deres barns ve og vel.
Kommunens oralmotoriske eksperter mente, at datteren havde brug for at ’mærke sin krop’, og de anbefalede bl.a., at hun med alle kræfter skulle skubbe mod en væg flere gange om dagen. Hun ville også have godt af at bide i gummilegetøj, sagde de.
»Vi gik derfra med ret stor bekymring. Det var faktisk det eneste, vi fik ud af mødet, for vi fik selvfølgelig kun skubbet vægge to gange, og bidedyret blev aldrig brugt«, fortæller Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
Datteren voksede heldigvis fra jordspisning, men ængstelsen og en nagende tvivl om, hvorvidt han gør det godt nok som far, har ramt Henrik Hvenegaard Mikkelsen mange gange i hans forældreskab. Og han er ikke alene. Det viser de mange vidnesbyrd, som han har indsamlet fra andre forældre i forbindelse med sin aktuelle bog ’Børnevælde’:
