»Kommer du snart ned, Petra?«, kan jeg høre en pigestemme kalde i gården, og uvilkårligt læner jeg mig frem i retning af det åbne vindue, hvor lyden kommer fra.
Det er Veronika, der står foran den hoveddør, hvor Petra bor med sin mor.
Når jeg møder udtrykket ’at miste sig selv’, bliver jeg forvirret. For jeg tænker altid på mig selv i relation til nogen eller noget.
