Læserbrevsskribenter har på det seneste berettet om en stigende tendens til stående bifald i landets teatre. Derfor har Politikens debatredaktion bedt teaterhistoriker Alette Scavenius om at vurdere, om udviklingen holder vand, og adfærdspsykolog Annemette Staal om at forklare, hvorfor det kan være svært at blive siddende, når alle andre rejser sig.
Hvorfor er der gået mode i den stående ovation?
»Mit budskab er klart: Bliv siddende, medmindre forestillingen var helt speciel«, skrev Alice Vilstrup, læserbrevsskribent i Politikens spalter 6. september. Foto: Per Folkver
Lyt til artiklen
Henter...
Du kender det måske selv. Sidemanden er på fødderne, rækken foran dig begynder langsomt at rejse sig, men selv synes du egentlig bare, at forestillingen var fin nok. Du havde måske ikke gjort det, havde du været den eneste i salen, men nu er du selv kommet på fødderne og er med klappende hænder blevet en del af det stående bifald.
Men det er synd, for der går inflation i de stående ovationer. Det mener i hvert fald læserbrevsskribent Jakob Hassing Pedersen, som for nylig skrev: »Gestussen burde være forbeholdt koncerter i særklasse«.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
