Mens de fleste danskere sjældent tænker over, hvad de har på hovedet eller hængende om halsen, andet end om det ser godt ud, er det for os jøder et spørgsmål om, hvorvidt vi tør færdes på gaden. Et spørgsmål om, hvorvidt man kan se, at vi er jøder. Længe har vi vænnet os til at leve med trusler, som var det den lunefulde danske regn – hvilket vi, ja, må lære at leve med. Men man kan søge ly for regnen. Der er efterhånden intet sted, vi føler os sikre fra den voksende antisemitisme.
Siden Hamas’ massakre 7. oktober, og i takt med at krigen mellem Israel og Hamas er skredet fremad, føler vi os i stigende grad klemt fra nærmest alle sider. Vi ser med frygt, hvordan det nu er blevet hverdag for os at pille vores efternavne af dørtelefonerne, installere sikkerhedskameraer foran vores hjem og aflyse vores offentlige forsamlinger. Alt sammen af hensyn til vores sikkerhed, alt sammen på grund af den overhængende fare for angreb på os. Vi presses væk fra det offentlige liv og er henvist til at leve bag mure og under beskyttelse af væbnet politi. Til at dukke hovedet og holde vejret på ubestemt tid, men vi kan snart ikke holde vejret meget længere.
