For ganske nylig sad jeg sammen med min ældste datters tre og et halvt-årige tvillinger og så noget fjernsyn med den altid veloplagte og fortræffelige Sigurd Barrett. Der var blandt andet en sang, som handlede om ’Morfar fortæller’ – og den er sød og sjov og rørende, fordi den kærligt beretter om generationsmødet, og hvad der kan komme ud af dette.
Ikke desto mindre rang en næsten tinnitus-agtig mislyd i mit øre bagefter. Sangen slutter nemlig med, at den ’gamle’ morfar falder i søvn i sin stol før barnebarnet. For sådan er det jo med de lidt ældre mennesker. De er sådan lidt smånarkoleptisk søvnlabile; bedst som man sidder og snakker med dem, viser de sig at snorkboble med alt til slumrefaget henhørende, inklusive spytbobler i mundvigen og hvislende næsehår.
