Hvad siger du til forældrene, hvis du som lærer eller pædagog ser et barn, der reagerer bekymrende på en skilsmisse? Bygger dine råd på reel viden, eller afspejler dine observationer og efterfølgende ord snarere dine private erfaringer og fordomme?
Det gør de hos alt for mange, mener psykolog John Halse. Han har en i en årrække beskæftiget sig med børn og familiers forhold, dels som privatpraktiserende psykolog og dels som mangeårig formand for Børns Vilkår og medlem af Børnerådet. I denne uge udgiver han bogen ’Børn i skilsmisse – en guide til pædagoger og lærere’, og her er meldingen klar: Drop dine fordomme og holdninger, hvis du som fagperson vil hjælpe en familie i krise.

