Politiken har i de seneste måneder bragt en række artikler om selvmord, om de efterladte og om mennesker, der har forsøgt at tage deres eget liv. Artiklerne understreger vigtigheden af dialog, støtte og forebyggelse. Under hver artikel finder man en henvisning til Livslinjen og en klar opfordring til at søge hjælp, hvis man har selvmordstanker. Det kan de fleste tilslutte sig.
Men her opstår et problem. For hvordan hænger denne tilgang sammen med Politikens tidligere artikler om assisteret selvmord? Hvorfor optræder Livslinjen ikke i forbindelse med historier om aktiv dødshjælp? I disse artikler fremstilles selvmordet som et velovervejet og rationelt valg, der bør respekteres. Selvbestemmelse ophøjes til et princip, der ikke må anfægtes, og selvmordet beskrives som den enkeltes sag alene.
