Kære leder, kan du huske, da du hejste diversitetsflaget, som nu blafrer i vinden ude foran kontoret, og plastrede ’Her er plads til alle’-bannerne på samtlige LinkedIn-opslag? Eller da du indførte sætningen »Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at ansøge uanset køn, alder, etnicitet, kultur, race, religion og tro, handikap, nationalitet, seksuel orientering og kønsidentitet« på alle jobopslag?
Jeg ved, du presser alle afdelinger til at tænke diversitet ind i ansættelser, og kigger kritisk på statistikken, når teamet igen er blevet fyldt med de samme profiler. Måske igangsætter du taskforces til at kortlægge, hvordan I kan tiltrække flere diverse profiler. Men diversitet og inklusion kræver mere end at sætte kryds ved ’mangfoldighed’ i ansættelsesstrategien. Når du inviterer mangfoldigheden indenfor, har du også ansvaret for at sikre, at alle føler sig tilpas og kan blomstre. Det er ikke nok at skabe en flot mosaik af minoriteter og underrepræsenterede grupper på din arbejdsplads – du skal også sørge for, at de har det godt, bliver hørt i beslutningsprocesser og får plads til at tage ansvar og udvikle sig på lige vilkår med andre. Hvis ikke, bliver din organisationen en, der planter frø, men glemmer at vande dem.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

