Når jeg sidder og spilder mine aftentimer på at scrolle mig gennem internettets uendelige dyb af meningsløs underholdning, får jeg tilbudt en lind strøm af semi-mandschauvinistisk, konservativt indhold. Det har gjort mit verdenssyn mere nuanceret. Hvis alle fik et par timer til at gå med at scrolle på noget, vi var dybt uenige med, tror jeg, at vi alle ville forstå verden lidt bedre – ja, selv de mennesker, der gerne vil dele røde Maga-kasketter ud i Grønland.
Mit instagramfeed består af en steroidpumpet skaldet mand, der lærer mindre pumpede mænd at sælge biler, imens han råber ad dem. En konservativ debattør, der sidder på et woke amerikansk college og sætter nonbinære elever på plads med rolige, men hårdtslående argumenter. Ja, endda af en lille smule kristen fitness. Den stærke, konservative, succesfulde mand med masser af penge, der ikke tager tingene så alvorligt, får jeg igen og igen. Og igen. Hver gang jeg bevæger tommelfingeren opad. Åbenbart kan jeg ikke få nok af Andrew Tate og en eller anden fyr i et jakkesæt, der sælger privatfly.
