Prævention er igen blevet et centralt emne i den offentlige debat. Diskussionen kredser om kvinders frustration over at bære hovedansvaret for at forhindre graviditet og den stigende mistillid til hormonel prævention. De rystende historier fra Grønland om tvangsindsættelse af spiraler understreger, hvor komplekst dette emne er. Engang blev hormonel prævention set som en befrielse, men i dag oplever mange, at samfundet bevæger sig væk fra de hormonelle muligheder. På sociale medier er en skeptisk holdning blomstret op, som nogle kalder hormonfobi. Men skyldes denne mistro reelle bekymringer eller mediernes seneste fokus? Ud fra min egen erfaring er bekymringerne dybt forankret i virkelige problemer og ikke blot en irrationel frygt.
Hormonel prævention udskrives ofte ikke kun for at forhindre graviditet, men også for at behandle menstruationsproblemer. Det var også min vej ind i systemet. Lige siden jeg fik menstruation, har den været smertefuld og voldsom. Min læge anbefalede p-piller som en løsning. Jeg startede på første menstruationsdag, men blødningen stoppede ikke. Efter 20 dage kontaktede jeg igen min læge, som overbeviste mig om, at jeg skulle fortsætte. Kramperne blev uudholdelige, smerten strålede op gennem min lænd, og jeg oplevede hovedpine, hedeture og søvnproblemer. Jeg måtte forlade klasseværelset hver time for at skifte bind og tampon. Det påvirkede mit sidste skoleår markant. På dag 40 valgte jeg at stoppe. Blødningen ophørte med det samme.
