Jeg var 19 år, da jeg efter 29 lægebesøg og 41 opkald endelig blev diagnosticeret med PCOS – en af de mest almindelige årsager til infertilitet blandt danske kvinder. Endelig havde jeg et svar på de mange spørgsmål, der havde fulgt mig siden mine tidlige teenageår. Men i stedet for en følelse af tryghed og støtte stod jeg tilbage med skammen over at være blevet en byrde – en patient, som sundhedssystemet helst ville overlade til nogen andre.
Jeg husker det tydeligt. Jeg lå på en kold briks med benene i vejret, da gynækologen fortalte mig, at jeg højst sandsynligt var infertil. Han forsøgte at trøste mig med henvisninger til regeringens fertilitetsudspil og gav mig en medlidende hånd, inden jeg måtte samle mig nøgen op fra briksen og iføre mig mine trusser, mens tårerne trillede ned ad kinderne. Min konsultation på 15 minutter sluttede med, at han rakte mig en blanket med hurtige svar på mine mange spørgsmål. Ingen tid til at forklare, ingen plads til at lytte. Det var næsten tragikomisk: Her stod jeg, blot 19 år gammel, og blev henvist til en klinisk løsning på noget, der føltes som et dybt personligt svigt.
