Allerførst en rigtig feel good-historie: I februar 2019 mødte jeg min senegalesiske hustru Fatou i landsbyen Abene i Casamance i det sydlige Senegal »som en smuk tilfældighed«, som Kim Larsen synger i Gasolins lille mesterværk ’Perron Gare du Nord’. Juleaftensdag 2020 blev jeg gift med hende i byen Ziguinchor, hvor vi holdt en stor fest ved hendes forældres hus med ca. 100 deltagere på et tidspunkt, hvor hele Danmark var lukket ned på grund af coronaepidemien. I december 2023 åbnede vi vores lille bed and breakfast-lodge ’Chez Fatou et Saladin’ med vores egen restaurant et par kilometer fra landsbyen Abene ved Atlanterhavet med en fantastisk strand, hvor man har større chance for at møde en ko end en turist. Min kloge hustru Fatou er uddannet kok og er kendt blandt både de lokale og turister for sin fremragende mad.»«
Fatou er muslim, og på trods af vores meget forskellige kulturer er vi lykkeligt gift. Mange danskere tror, at alle muslimske kvinder går med tørklæde eller burka og bliver undertrykt, men her i Senegal praktiseres en meget afslappet udgave af islam. Min hustru bærer kun tørklæde, hvis det er koldt tidligt om morgenen eller om aftenen, og hendes tro har ingen som helst negativ indflydelse på vores ægteskab.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
