Fra jeg var 14 år og frem til, at jeg var 17, havde jeg et fritidsjob på et plejehjem. Her spillede jeg spil med de ældre, gik ture, lagde neglelak, fodrede fugle sammen med dem, tømte deres postkasser eller snakkede bare med dem om alt, hvad de havde på hjerte.
Da jeg begyndte på en uddannelse, var jeg nødt til at sige det op. Mange af beboerne var afkræftede i forvejen, og nogle af dem mistede også livsmodet, da jeg sagde op. Der var ikke andre til at besøge dem. De blev ensomme og sygnede hen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
