Engang var universitetet det sted, hvor man trådte ind for at blive klogere på verden. Hvor man blev klogere på samfundet og dermed på sig selv. I dag føles et universitet dog mere som en pølsefabrik. En fabrik, hvor man hurtigst muligt skal fyldes med det mest finthakkede, halvbagte pensum. Derefter skal man hurtigt kastes videre mod arbejdsmarkedets køledisk, hvor det handler mere om, hvor billigt man kan gøre pølsen for kunderne. Det handler ikke om, hvad pølsen faktisk indeholder.
Vi lærer at regne, analysere og producere, alt hvad vi kan, så vi kan komme ud og øge arbejdsudbuddet hurtigst muligt. Der er dog nogen, der helt har glemt at spørge: Til hvilket formål lærer vi faktisk?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

