Jeg er vendt tilbage til Kina, som jeg blev adopteret fra som spæd. Som jeg går her i Beijings gader omgivet af trafikkens konstante summen, duften af mad og skæret fra butikkernes lysende skilte, fanger mit blik de piger, der ser ud til at være på min alder eller måske lidt ældre. De snor sig gennem menneskemængden med sikre skridt og en selvtillid, der fascinerer mig.
Af og til tager jeg mig selv i at stirre lidt for længe. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvem de er. Hvor i Kina kommer de fra? Hvordan er deres familier? Har de søskende? Hvilket liv lever de?Jeg studerer dem ubevidst. Deres lange sorte hår, der svinger fra side til side, når de går. Deres farverige makeup. Deres stemmer, der blander sig med byens lyde, når de ler med deres venner, taler i telefon eller haster mod steder, jeg ikke kender.
