Noget er helt galt i vores samtale om arbejde. Vi taler om det som noget, vi skal befri os selv fra, som om det er en straf, vi er tvunget til at udholde, mens den egentlige belønning kommer, når vi har fri. Men det er en falsk fortælling. For sandheden er, at uden arbejde var der ikke meget velfærdssamfund, fællesskab eller indhold tilbage. Glemmer vi det, reducerer vi os selv til nytteløse tilskuere i stedet for deltagere i det fælles projekt, der er vores samfund. Det er et privilegium at have et arbejde. Bare spørg en arbejdsløs.

Hen over sommeren har Politiken i serien ’Fri før tid’ undersøgt, hvordan danskerne kan gøre sig fri af arbejdet. I serien taler historiker om »et meningstab« og synes, at det meningsfulde arbejde »spiser vores sjæl til morgenmad«, en arbejdspsykolog kalder vores arbejdsliv et ulykkeligt kærlighedsforhold. Og casene viser vejen ud af arbejdslivet, da vi bl.a. møder et ungt par, der har opsagt deres streamingtjenester, spiser den samme madpakke hver dag og cykler til et andet supermarked for at spare fem kroner på et kilo gulerødder. Alt sammen for en dag at kunne slippe for at møde ind på arbejde. Tilsammen tegner serien et billede af, at arbejdet er problemet, og at friheden ligger i at slippe væk fra det.