Pludselig så jeg 15 til 18 politibetjente løbe forbi mig. Jeg vendte mig om for at se, om der var noget, jeg skulle være bange for. Først bagefter gik det op for mig, hvor massivt politiet allerede var til stede. Jeg havde lige danset til Pink Pony Club. Det var dagen før den store Pride-parade. Solen skinnede, musikken spillede, og Berlin summede af forventning.
Jeg tænkte ikke mere over det. Festen fortsatte, men dagen efter, da terrorangrebet i Berlin var en realitet, blev det tydeligt, at den tryghed, mange forbinder med Pride, aldrig har været en selvfølge.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.