Sommerferien er slut, og jeg er igen stået af toget på Nørreport på vej mod gymnasiet. Første uge tilbage, første time, første lærer, og før vi overhovedet når rigtigt i gang, kommer den sætning, jeg efterhånden har hørt så mange gange, at jeg næsten kan sige den i kor med læreren: »Jeg har selvfølgelig tillid til jer, meeeeeen jeg ved jo ikke, hvad I laver derhjemme«.

Vi skal skrive flere af vores opgaver på skolen. Ikke fordi lærerne ikke stoler på os, selvfølgelig ikke, men fordi man jo aldrig helt ved, hvad der foregår bag hjemmets lukkede døre. Og jeg forstår det egentlig godt. Jeg ved godt, at ChatGPT har ændret mulighederne for at snyde, og jeg ved godt, at der findes elever, som får en chatbot til at skrive deres afleveringer og derefter afleverer dem som deres egne. Men jeg har altså ikke gjort det. Jeg har ikke snydt, og alligevel kan jeg mærke, at jeg går ind i skoleåret med en følelse af, at jeg allerede skal bevise, at jeg ikke har gjort noget forkert.