Det er brutalt at være efterlevende. Men det må være endnu mere brutalt at være den, der er syg. Hvis det at tale om sin sygdom som en kamp hjælper nogle til håb og fællesskab, også når det ser allermest mørkt ud, må vi efterlevende kunne leve med det.

Min mor holdt fast i håbet til det sidste. Hun var en ’fighter’, selv om hun aldrig brugte ordet. Kampen var uretfærdig fra starten. Men håbet holdt hende i live længere, end lægerne troede var muligt.