For nylig var jeg til en middag med et udvalg af danske forfatterinder, hvor det meste af aftenen gik med den højlitterære ambitiøse leg: Hvem af disse to mænd vil du helst gå i seng med?
Den model er oplagt bruge til at anmelde aftenens udsendelse med Blachmann og Jan Sonnergaard.
To mænd. To sexobjekter. To forskellige blik på kvinden. Hvem af dem vil du helst gå i seng med?
Thomas Blachmanns lyseblå skjorte er usædvanligt åbentstående og giver udsigt til et temmeligt behåret, men fladt bryst.
Det er for påtaget til at virke sexet, hvis det er meningen. Han kan ikke sidde stille, men bevæger hænder og fødder uafbrudt og rastløst. Det virker barnligt og i grel modsætning til den åbentstående skjorte.
Han glider frem i stolen, så han sidder som om, han er parat til at få et blowjob. men man er oprigtigt i tvivl, om han ville kunne koncentrere sig om at få det, og den nydelsesløse, men parate krop virker som om, den ikke skriger på ord, men på tavshed.
Helhedsindtrykket er en mand, der gerne vil være sexet, men ikke hviler i sin krop og derfor virker utroværdig som sexobjekt.
Det mest sexede, han gør, er i begyndelsen af udsendelsen, hvor han lader et par fingre lege med den anden hånds pegefinger, men man har en fornemmelse af, at han har spurgt nogen, hvorfor Brad Pitt er så sexet, og en kvinde, så har sagt til ham, at det sidder i fingrene, men at han ikke helt har forstået det.
ANMELDELSE (2 hjerter)
Blachmans opgør med det 'pikløse samfund' er sexistisk og usympatiskJan Sonnergaard er en helt anden type mand.
Hvor Blachmann ligner en greyhound, ligner han en puddel.
Hans hår er for langt, hans krop virker stiv og utrænet; han er lidt tyk, men tykke mænd kan være meget sexede, hvis de også er vågne i kroppen, men Sonnergaard sidder tungt i sin stol.
Hans tøj og hans kropssprog er lukket; tøjet er faktisk helt håbløst.
Jan Sonnergaard er en mand, som i modsætning til Blachmann nærmest gør alt for ikke at virke sexet - men til gengæld kommer med noget helt andet i udsendelsen, som kvinder tænder på.
Han er til stede. Han ser kvinden og lægger mærke til detaljer.
Han siger: Jeg tror ikke, der er mange kvinder, der tænder på, at jeg begynder at tale om mig selv.
Han er altså opmærksom på, hvad han skal gøre for at tænde kvinden. Hvor Blachmann vil klæde sig af foran spejlet, er Sonnergaard mere optaget af partneren.
Han taler om forglemmelsen i den anden, om kroppen som en fortælling, og man kan se, hans blik kan være intenst og opmærksomt.
Så lad os gå tilbage til spørgsmålet. Hvem af de to mænd vil du helst gå i seng med?
Ok, man kommer til denne her middag. Jeg ville først få øje på Blachmann.
Han er umiddelbart lækrest, og hans greyhoundhed er hos andre mænd tit et tegn på en sulten og begejstret seksualitet, som jeg godt kan lide.
Men i samme øjeblik, han begynder at tale, og får råbt: »Ser De også for meget porno« til de andre mænd i lokalet, er jeg tændt af. Hallo, mand, vi kvinder ser også porno, og vi har da stadig nosser alligevel.
Og så vil jeg begynde at tale med Sonnergaard. Og når vi så har talt sammen, og jeg ikke bare har skullet høre på en enetale, men får et intelligent modspil og selv som samtalepartner bliver gjort interessant i den andens øjne og får en intens opmærksomhed; ja så pyt med håret, den ultragrimme bluse og den stive krop. Det er ham, jeg ville gå hjem med.
Seksualiteten er ikke i kroppen og i udseendet. Den er i spændingen mellem to mennesker og i interessen og intensiteten.
Det er, når Sonnergaard synes, det er interessant, at nøgenmodellen griner af ham, at det erotiske opstår. Og heldigvis er der rigtig mange mænd derude, der ikke har det problem, Blachmann har med sin pik.
Heldigvis for det.
fortsæt med at læse
