Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Kvindesyn. Jan Sonnergaard er den føste mandlige gæst i Thomas Blachmans talkshow 'Blachma'’. I seks programmer skal skiftende gæster sammen med Blachman sætte ord på en nøgen kvindes krop med henblik på at reetablere mandens kreativitet. Foto: DR
Foto: Theis Mortensen

Kvindesyn. Jan Sonnergaard er den føste mandlige gæst i Thomas Blachmans talkshow 'Blachma'’. I seks programmer skal skiftende gæster sammen med Blachman sætte ord på en nøgen kvindes krop med henblik på at reetablere mandens kreativitet. Foto: DR

Medier

Blachmans opgør med det 'pikløse samfund' er sexistisk og usympatisk

Dommeren fra 'X Factor' ser på nøgne damer og udfordrer kønspolitikkerne i nyt talkshow.

Medier

Der sidder to mænd i en sofa. Ind kommer en kvinde i en morgenkåbe. Hun smider kåben og står nøgen på gulvet. Og så begynder de at snakke om kvindens krop. Mændene altså. Kvinden står bare og er afklædt. Hun må ikke sige en lyd.

Det er ikke en joke. Det er heller ikke en stripbar. Det er Thomas Blachmans nye talkshow med titlen ’Blachman’, som har premiere i aften på DR 2.

Og multikunstneren og ’X Factor’-dommeren har en helt bestemt kønspolitisk mission med dette opsigtsvækkende setup.

LÆS OGSÅ Det handler om, siger Blachman, at den moderne mand har mistet fodfæstet i sin maskulinitet, så vi i dag har det, Blachman kalder »det pikløse samfund«.

Hvor puritanske karrierekvinder og silikonepumpede pornoakrobater holder manden fanget i et limbo af uforløst liderlighed, mens hans kreativitet dør med en klynken i hjørnet af samtalekøkkenet.

Genrejsning af pikken
Men Blachman har en tese: Hvis manden får lov at tale frit om kvindens krop, vil det kunne afføde en poesi, der er gået tabt i porno-puritanisme-dikotomien.

Det, håber han, vil »repositivere kvindens syn på mandens syn på kvinden«, således at manden atter kan gå ud i verden fuld af seksuel selvtillid og virkelyst.

Mens manden stod og vaklede, strøg kvinden ind og overtog hele showet, så vi i dag har det, Blachman kalder »det pikløse samfund



Til denne genrejsning af pikken har Blachman valgt et rum, hvor manden har monopol på initiativ og aktivitet i mødet med en nøgen, passiv kvinde.

Og det er da også en situation, hvor mange pikke gennem tiden har følt sig hjemme. Især pikke, hvis ejermænd har lidt problemer med selvværdet.

Interessante diskussioner er mulige
Egentlig harmonerer det jo fint med Blachmans udmelding om, at den er rivende gal.

Vi har at gøre med mænd, der ikke har det for godt, og for at de skal præstere, skal de have lov at føle sig mandige, ud fra den mest bøvede, simple og dogmatiske forestilling om, hvad maskulin og feminin går ud på.

Men konceptet understøtter også til fulde de kritiske debatindlæg, der allerede nu kalder programmet for nedgørende, sexistisk og udtryk for en klassisk mandschauvinistisk vanetænkning.

Alt det er ’Blachman’ i sit udgangspunkt. Men det udelukker ikke, at der kan komme nogle interessante diskussioner ud af formatet.

Når jeg siger det, skyldes det alene, at Blachmans mandlige gæster ikke nødvendigvis køber hans præmis. For selve ideen om den nøgne kvindekrop som poesiens muse holder ikke.

Der skabes der ikke stor kunst
Premiereprogrammets gæst er forfatteren Jan Sonnergaard, en »sprogets mester« ifølge Blachman. Men til trods for den akkumulerede sproglige flair, de to tilsammen repræsenterer, så skabes der ikke stor kunst, når de bruger kvinden som ekstemporaltekst.

»Det er et meget fint naturligt bryst« og »... en krop, der kan ligne en fortælling« er ikke ligefrem lyrik, der ville få Rilke til at gå grædende i seng.

Der hvor der sker noget, er i samtalen mellem Blachman og Sonnergaard, selv om niveauet svinger konstant.

Vi bevæger os fra hjernedøde selvfølgeligheder, som at kvindekønnet nok virker mere mystisk end pikken, fordi det er mere skjult, til begavede og sensitive overvejelser om at erkende, at man tænder mere på sig selv end på den anden, og om begæret, der går forud for en vellykket tekst.

Modspillet lukkes ned
Det er langt hen ad vejen udmærket samtale-tv.

Og måske er det en pointe i sig selv: For den fastlåste heteroseksuelle mand går vejen til udløsning måske nok gennem kvinden, men hvis han søger forløsning, må han også andre steder hen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Til samtalen, til erfaringen, til den gensidige inspiration. Og til modspillet, som talkshowværten Blachman desværre ikke er særlig god til at bruge konstruktivt.



Hver gang Sonnergaard siger ham imod eller spiller sine egne pointer på banen, lukker Blachman snakken af. Videre til næste – har du set en fin brystvorte, hun har?

Gang på gang springer Blachman fra, før det begynder at gøre ondt – og det skal det altså gøre, før det kan gøre godt. Ikke mindst i den her type personlighedsbåret tale-tv, som kun kan løfte sig for alvor, hvis de talende hoveder tør blotte nogle sår, vi andre også kan mærke.

kompensationer
Det virker, som om programmets tilrettelæggere godt ved, at de er nødt til at kompensere for denne mangel på blottelse. I al fald sørger man for at fange alle tegn på diskomfort og pinlig tavshed.

Det tilfører programmet en humor og balance, som er stærkt påkrævet.



Men det er også så evident, at det er denne effekt af akavethed, der er formålet, at man bliver irriteret. Hvis I ved, at jeres koncept er så dårligt, at det kræver en klippeteknik, der er én stor undskyldning, hvorfor droppede I det så ikke bare?

Når vi nu er ved det med teser, har jeg også en. Min er, at det maskulinitetsproblem, Blachman adresserer, i høj grad er bundet til hans egen generation. Og at den moderne, skabende mand, som Blachman vil fremelske i sit arkaiske kønslaboratorium, allerede findes. Han har bare ikke rundet de 50 endnu.

Kig med alligevel

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tre af Blachmans kommende gæster repræsenterer netop disse yngre mænd, hvis personlighed og kreative energi skinner klart og tiltrækkende: Henrik Vibskov, Simon Jul og Shaka Loveless.

Det bliver interessant at se, om de også føler, at de lever i Blachmans pikløse samfund. Og hvis de ikke gør, har han så format nok til at lytte til dem? Anmelderdommen over ’Blachman’ må indtil videre være, at jeg trods alt vil anbefale at kigge med. Programmets koncept er både søgt, tyndbenet, anakronistisk og usympatisk, men det formår at sætte den moderne maskuline identitet til diskussion, og de gæster, der står på listen, kan potentielt afføde nogle interessante indlæg. Det kræver dog, at Blachman tør åbne sig for den anden, risikere nederlaget og glemme sig selv et øjeblik.





Man siger, at et godt knald skulle være en udmærket måde at gøre det på.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce