Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Ditte Holm Lysgaard
Foto: Ditte Holm Lysgaard

Luksusliv. Jan Sonnergaards noveller handler om at rejse og spise og elske. Minutiøst skildrede fortællinger om danske mænd på rejse i europæiske byer – og et enkelt karaktermord.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Jan Sonnergaard er tilbage med husfarporno for de kultiverede

Sonnergaards nyeste noveller tager læseren med på livsnyderrejser til Europas storbyer

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg blev suget behageligt med af den første fortælling i Jan Sonnergaards nye bog og følte mig i stand til at dele dens billede af lykken: At flanere mand og kvinde sammen på æstetisk opdagelse gennem en europæisk storby. Nyde kunst, mad og hinanden.

Men fik også den der lidt flove fornemmelse af, at det her sådan set bare var søbemad rettet mod mit segment: en kulørt erotisk historie piffet op med æstetisk og kulinarisk raffinement. Som så ikke er så raffineret endda.

LÆS OGSÅ Sonnergaards (eller hans jegfortælleres) smag for højere gastronomi, lækre habitter og velklædte kvinder er ikke æstetisk aristokratisme, men snarere beslægtet med den nyriges: jo dyrere, jo bedre.

Særligt præger denne tendens de mange skildringer af kvindetøj med deres opremsninger af dyre velkendte varemærker.

Nu skal man selvfølgelig ikke glemme, at Sonnergaard ikke er identisk med sine hovedpersoner, heller ikke når de er jegfortællere, og i sit forfatterskab generelt ofte udstiller dem som klassepositioner snarere end sympatiserer med dem.

Men hvor går grænsen mellem sympati og udstilling, mellem alvor og ironi?

Undergrundens kitch
En af de mandlige hovedpersoner, vi følger, er helt tydeligt skildret som et dumt svin, en anden skal temmelig sikkert læses som en okay fyr, men hvor i spektret placerer de andre sig?

Konceptet for syv af de i alt otte fortællinger er: Dansk mand i en by i Europa + en kærlighedshistorie, garneret med detaljerede beskrivelser af måltider, sex og mode.

Der skrives sanseligt og tillokkende om de enkelte byers særpræg, så man får lyst til at pakke kufferten

En genkommende fantasi er den at ankomme som mand til en storby og møde en elegant, intelligent og sexet lokal kvinde, der lige så generøst viser rundt i byen, som hun hengiver sig seksuelt. Husfarporno for den kultiverede middelklasse.

Der skrives sanseligt og tillokkende om de enkelte byers særpræg, så man får lyst til at pakke kufferten: Vrimlen af overraskende skulpturer og statuer i Prag, hvor kærlighedspar bænkes side om side på restauranterne, og ikke tete-a-tete.

Undergrundens kitsch og hygge i Berlin. Rom som de festlige, uventede optrins by. Tbilisis østlige charme, der indskriver sig som eksotiske skrifttegn og duften af fugtig, blomstrende have.

En ordentlig svaber
To af fortællingerne udmærker sig ved at handle om usentimental næstekærlighed.

’AMAGER. Miraklet på Lorteøen’ er en etisk kantiansk fabel om en flok værtshusstamgæster, der ved fælles ihærdighed får gjort et menneske ud af en halvdød hjemløs.

I ’BERLIN. Pornotyren i Berlin’ skildres noget nær det perfekt retfærdige minisamfund organiseret af den forhenværende bz’er Mikkel, som har købt en ejendom på Prenzlauer Berg og fået den renoveret med ligeløn og fri ølbar til alle arbejdere.

Ikke fordi han er noget specielt godt menneske, men fordi han »ikke gider så meget pis«– et lykkeligt sammenfald mellem hyggedansk magelighed og social nytte.

Eget behag og gavn for andre sammenfalder også i hans lykkelige forhold til en ung, udsat afroskønhed.

Fortællingens konstruktion fremstår dog lidt forceret og vakkelvorn, ikke mindst fordi den starter med at insistere på et ledemotiv af penisrivalitet – Mikkel bliver i meget dårligt humør ved at iagttage en mand med »en ordentlig svaber« i wellnessbordellets brusebad – som siden helt forsvinder.

Anakronistisk sprogbrug
Jan Sonnergaards sprogbrug er underlig, fordi den er en helt anden, end man forventer af en midaldrende mand som ham.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nogle gange bruger han ord, som det danske sprog har begravet for hundrede år siden (’ekvivok’, ’en lille noksagt’, ’noget så fortrinligt’), andre gange er sprogbrugen som de verdenstrætte mænds i de nihilistiske miljøer i 90’erne.

Atter andre gange sniger helt opdaterede amerikanismer sig ind, såsom ’chillfaktor’, ’minor’. ’spots’ og ’cool’ (brugt substantivisk: man kan ’have’ eller ’miste’ sin cool).



Yderligere anakronistisk bliver sprogbrugen af den joviale, fortællende beverdingtone:

»Alkoholen kan være en fantastisk øjenåbner«, er overskriften på Jan Sonnergaards kronik i dagens Politiken.

Her fortæller og uddyber han om tankerne bag kronikken. Du kan læse kronikken her: Alkoholen kan være en fantastisk øjenåbner

Kilde: Politiken.tv

»Cirkus, jamen for satan da«. »Hun spurgte, om det var nu, jeg skulle have ’une pipe’, og det var det da«.

’Hosenfreund’ for penis, ’knepse’ for kneppe.

Fortællingen ’ROM’ iscenesætter én stor Fellini-fest af smukke, sprudlende unge mennesker omkring Det danske Institut.

Kun én får ikke lov til at være med, en midaldrende, smålig, kolerisk litterat med tykke brilleglas. Han dukker op for jegfortællerens blik forskellige steder i byen, hvor han eksploderer af raseri, som regel over for en tjener.

Den selvfede forfatter

Jeg håbede en overgang, at karakteren var en interessant hilsen til Lars Frosts superroman ’Ubevidst rødgang’, hvor ingeniøren Erik på lignende vis dukker op for jegfortællerens blik i italienske gyder og åbenbarer sit enorme raseri. Sonnergaards lille koleriske mand hedder nemlig også Erik. Desværre er jeg nok nødt til at tro, at hans fornavn snarere refererer til en anmelderkollega, som jeg sætter stor pris på, men som Sonnergaard altså har valgt at levere et puerilt, satirisk, ikketræffende og umorsomt portræt af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Om Eriks sprogbrug hedder det således:

»Hans tale var omstændelig og selvsmagende, men først og fremmest underlig, fordi sprogbrugen var en helt anden, end man forventede af en midaldrende mand som ham. Nogle gange brugte han ord, som det danske sprog havde begravet for hundrede år siden, andre gange var sprogbrugen som de bløde mænds i de marxistiske og kønsbevidste miljøer i halvfjerdserne«.

Man kan kun håbe, at det er bevidst, at denne karakteristik som en boomerang rammer den midaldrende Sonnergaards egen sprogbrug, hvis vi udskifter halvfjerdserne med halvfemserne.

Ligeledes kan man håbe, at Sonnergaard selv har været med til at formulere forlagets følgeskrivelse, hvor den jegfortæller, der leverer Erik-portrættet, og som i øvrigt hedder Jan, karakteriseres som »den dovne og selvfede forfatter«.

Karaktermordet kan kun undskyldes, hvis novellen primært skal læses som en udlevering af den selvfede unge forfatters puerilt svaberrivaliserende trang til dovne og ligegyldige karaktermord.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden