Forfatter: Kom nu videre, Blachman!

Kære Blachman.

Der har været heftig debat om dit program, og jeg vil gerne prøve at forklare, hvorfor det provokerer mig.

Som lille pige oplevede jeg, at der kun var lidt respekt omkring det, min mor og andre kvinder gik op i.

Det blev jævnligt latterliggjort, både godmodigt og ondskabsfuldt. Begge former for latterliggørelse ramte mig som en pil i hjertet. Hvorfor var der brug for at nedgøre min mor og hendes interesser?

Jeg opfattede også, at hvis jeg ville klare mig, måtte jeg lade være med at gå op i følelser, jeg måtte droppe interessen for hjemmet og lade være med at fokusere på det nære.

Samtidig så jeg, at min far nød det, når min mor forstod, hvor han var følelsesmæssigt og mødte ham der.

Min far var glad for den lækre mad, min mor lavede, og at hjemmet så pænt ud. Og jeg oplevede, at når min mor var glad, var hele huset glad.

Jeg forstod ikke, hvorfor min far og andre mænd havde så travlt med at latterliggøre noget, som de i den grad var glade for.

Og jeg forstod slet ikke dengang, hvordan deres latterliggørelse gjorde mig hård og afvisende over for de sider i mig selv.

Jeg lagde også mærke til, at min far tit kommenterede min mors og andres kvinders kroppe og påklædning. Der kom både rosende ord og uinviteret kritik.

Eksempelvis når min mor havde bukser på. Han foretrak kjole. Så min mor skiftede til kjole.

Jeg skammede mig på hendes vegne over, at hun ikke havde læst ham korrekt. Jeg burde have skammet mig på hans vegne over, at han følte sig i sin gode ret til at bestemme hendes tøj.

Jeg så også, at mine onkler og naboen og mænd fra min fars arbejde betragtede min mors krop, og de talte om den og grinede. Og rørte ved den. Det undrede mig.

Da jeg blev teenager, og numsen bredte sig, og brysterne begyndte at strutte, opdagede jeg, hvad det vil sige at blive genstand for mænds blik. Og bemærkninger. Og hænder.

En dag fik jeg at vide, at jeg har pæne ben. Det gjorde mig rasende, at mine ben nu også skulle vurderes. Var det ikke nok med ansigt, bryster og bag?

Og hvorfor skulle der være så meget fokus på mit udseende? Hvad med mit sind, mine tanker og mine ideer? Hvorfor spurgte de aldrig til dem?

Og hvorfor kunne mændene bare sådan gøre mig til en rekvisit, uden jeg havde fået mulighed for at sige ja eller nej til en invitation?

Hvorfor var der ikke nogen, der forsvarede min mors og mit rum til at være os selv?

Hvorfor skulle man som kvinde acceptere denne stadige tingsliggørelse af sig selv og sin krop? Når jeg hører dig længes tilbage til denne tid, får jeg kvalme, Blachman.

Senere mødte jeg mænd og fik kærester.

Og hver gang gentog seancen sig:

»Kom ind i mit liv«, sagde han, »og opfyld mine behov. Vær der for mig, når jeg har brug for dig, nus mig i nakken, ros mig, ros mig, ros mig, og støt mig i at være mit bedste selv. Lav lækker mad, og server den iført en sexet kjole. Og accepter den sex, jeg er i humør til at give dig«.

Så længe jeg accepterede dette, fortsatte forholdet, og ja, han syntes endda, vi havde det dejligt sammen.

Men når jeg begyndte at sætte ord på noget af det, jeg savnede, fik vi problemer. Til sidst måtte jeg forlade forholdet, hvor kun en del af mig var ønsket, behøvet og elsket.

På arbejdet oplevede jeg også fokus på min krop, og hver gang det var muligt, prøvede mænd at komme til at røre ved mig. Det kunne være i et kopirum, på vej gennem kantinen, på et kontor, hvor man pludselig var alene.

På et job væddede tre kolleger endda om, hvem af dem der kunne komme i kassen med mig. Ingen vandt det væddemål.

»Åh, det er så dejligt med en køn kvinde på kontoret«, hørte jeg også tit, og det understregede følelsen af, at jeg især var værdsat som pyntegenstand for deres blik.

Den bekræftelse, der ligger i sådanne komplimenter, kan man blive høj på i en periode. Men det er kun, indtil man hører hulheden i det, og det går op for én, at så længe man tørster efter komplimenter, bidrager man til at vedligeholde en uretfærdig opdeling af privilegier og magt.

Samtidig blev jeg bevidst om, at kræfter i samfundet arbejdede på, at jeg skulle have større personlig frihed; at jeg ikke kun behøvede være genstand for hans begær, men også kunne udforske mit eget begær; at jeg selv havde retten til at bestemme over min krop.

Jeg græd af glæde, og en helt ny verden åbnede sig for mig.

Det var berusende at høre mænd og kvinde tale om, at jeg og alt, hvad jeg gik op i, var lige så værdifuldt for samfundet og det fælles bedste, som det mænd gik op i. Jeg nød at opleve, at sårbarheden kunne være en styrke.

Og det var en lise for sjælen at møde mænd, som kunne vise både handlekraft og sårbarhed, og at de ikke altid havde styr på følelserne.

Det udfordrede mig i min kvindelighed til at rumme en helt anden type mand end den, jeg var vokset op med.

Når jeg i dag ser på min datter på 15, går det op for mig, at hun stadig skal kunne tackle alfahanner, for de er lige så meget til stede i verden i dag som dengang; hun skal forstå, at når hun klæder sig udfordrende, sender hun signaler, hun skal være parat til at honorere, for kulturen synes stadig, det er kvindens ansvar at bremse mandens seksualitet; og seksualiteten skal hun udleve, som andre vil, for ellers kan hun få prædikatet 'billig', som piger, der var vilde i varmen, fik, da jeg var ung.

Så vi er ikke kommet særligt langt.

Det viser dit første program også, Blachman. Du sagde, at du savner en varm, omsorgsfuld, kærlig kvinde i dit liv og synes, det er kvinders fejl, at du ikke længere får det.

Men hvor er dine overvejelser om din opfyldelse af kvindens behov?

Hvor er din respekt for alt, hvad hun står for at moderlig energi, omsorg, fokus på det nære, hendes intellekt og kærlighed? Hvordan tror du, hun kan fortsætte med at opfylde alle dine behov uden selv at blive næret?

Jeg synes, det er meget svært at være en selvstændig, omsorgsfuld, sjov, tænksom, sexet og kærlig kvinde i det billede, du skaber

Jeg længes efter at kunne give mig hen til en mand, at nusse ham i nakken, at rose ham, at støtte ham i at blive sit bedste selv, mens jeg mærker, at hans energi også er rettet mod at hjælpe mig til at være mit bedste selv, så vi kan tage hinanden kærligt under armen i rejsen mod at realisere begges retninger.

Jeg havde håbet, at dit program havde handlet om dette, for der ville du kunne blive en rollemodel for mange mænd, der famler rundt og ikke har forstået, at det moderne parforhold skal fungere som en vækstbase for begge parter for at fungere.