Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Tak til Blachman for et forrygende program

Blachman har skabt et vildt provokerende og meget dansk program, som vores land bør være stolt af.

Debatindlæg

De seneste år har jeg set tv fra mange steder i verden, og det er som regel de samme drøvtygninger af amerikansk bornert og sexistisk tv-kultur, som jeg støder på, med små variationer i hvert nyt land.

Men forleden på Malta satte jeg mig til at se programmet ‘Blachman’, som DR viser på nettet.

Hvis jeg ser ’X Factor’, er det altid den engelske version, så jeg kendte ikke værten og havde hverken set trailerne eller læst debatten.

På ingen tid fik programmet mig til at grine højt ud i rummet.

Og det blev det ved med. Det var uhyrligt, groft provokerende og grotesk – og det var tydeligvis meningen, at det skulle være det.

Programmet holdt sexismen fra masser af andre programmer ud i strakt arm og undersøgte den. Det var tankevækkende, det rev opstyltede facader af dets deltagere, og det gjorde mig simpelthen stolt af at være dansk.

For det program kunne ikke være udtænkt i noget andet land. Den mest indlysende grund er de nøgne kroppe på tv, som jo er forbudt stort set overalt.

Dertil forholder det sig ironisk til så betændt et emne som kvindeundertrykkelse.

Denne forestilling om, at alt kan gøres til fis og pjank, er typisk dansk, som vi så det f.eks. under Muhammedkrisen, eller da DR for nogle år siden sendte programmet ’Negermagasinet’.

Det kan virke, som om Danmark er én stor hipsternation, der har svært ved at se alvoren i noget som helst. Men at være forkælet er jo på mange måder også en fin ting.

ANMELDELSE (2 hjerter)

Endelig er der den æstetiske bevidsthed, som koordinerer hver en detalje i programmet. Også den er dansk.

Thomas Blachman har udtalt noget i retning af, at mænd skal »få deres pik tilbage«, og at det skal ske ved at kæfte op, uden at kvinder må svare.

O.k., måske kan det være en nødvendig øvelse for nogle mænd. Men for mig lyder det, som hvis en dårlig guitarist fortæller mig, at han »for at få sin pik tilbage« i stedet er begyndt at spille luftguitar.

Nu hvor den virkelige guitar er forsvundet, kan musikken pludselig lyde fantastisk – i hans hoved. Han kan spille med de bedste bands og på de største arenaer – men altså luftguitar.

Hvis ‘Blachman’ skal være andet end endnu et program i denne deprimerende række, så må det skille sig radikalt ud. Det må fremvise det groteske i scenariet. Og det er præcis, hvad ‘Blachman’ gør



Stort set alt, hvad Thomas Blachman siger, er jeg uenig i. Men skidt med det. Det er ikke pointen.

Man må dømme programmet på dets egne præmisser.

HENRIK MARSTAL

‘Blachman’ er et talkshow, og man ser ikke talkshows for at høre en objektiv sandhed om livet. Man ser talkshows for at møde programmets gæst.

Man gør det for at møde et menneske – og helst på en ny måde. Man ser også talkshows i håb om at få et af disse sjældne øjeblikke, hvor tv er vores alle sammens yndlingsmedie:

De største tv-øjeblikke er mindeværdige afsløringer af ansigter.

Et sitrende ansigt, hvor ordene måske er den sædvanlige indlærte skure, men hvor masken i nogle sekunder simpelthen falder, og disse øjeblikkes nøgenhed ikke bagefter kan kaldes tilbage.

Her er programmet ‘Blachman’s vidtdrevne minimalisme fantastisk. Deltagerne er oplyst af et konturtegnende lys, der er usædvanligt for tv, og så er de ellers omgivet af mørke. Intet andet.

Der er fokus på disse øjeblikke mellem menneskene. Igen og igen. Pauserne. Blikkene. Sulten i øjnene. Koncentrationsbesværet. Pinligheder og møder med andre menneskers angst og uro, som man ellers skulle sample måneders tv for at skrabe sammen.

TRINE VILLEMANN

Verdens tv-stationer er plastret til med letpåklædte kvinder, der ordløst viser sig frem mellem højtråbende og påklædte mænd.

Hvis ‘Blachman’ skal være andet end endnu et program i denne deprimerende række, så må det skille sig radikalt ud. Det må fremvise det groteske i scenariet.

Det må gøre det velkendte fremmed for os – evt. ved at overdrive det vildt, så vi ser på det med undren og uro i stedet for bare ureflekteret at blive bekræftet i, at »det er nu engang sådan, verden er«.

Og det er præcis, hvad ‘Blachman’ gør. Det viser en teatralisering i én lang rituel dominansseance.

Jeg har nu set programmet tre gange. Den sidste gang så jeg det med lyden slået fra. Det bliver det ikke dårligere af. Blikkene, kameraindstillingerne og hændernes fumlen udtrykker så meget. Jeg grinede faktisk mest, da jeg så det lydløst

Fremmedheden gennemsyrer alt fra det største til det mindste. Fra den nådesløst dømmende sol, der lyser ned over mændene, det opslugende mørke omkring dem, koreografien, når kvinderne tager tøjet af, de eksklusive jakkesæt, selv Blachmans affekterede udtale og ‘De’-form, når han taler til Sonnergaard.

Ud over at skabe et usædvanligt smukt tv-program medfører konsekvensen i disse valg, at vi som tilskuere iagttager mænd, der er lige så udstillede som kvinderne.

DR

Alt i scenografien er afklædt. Derfor er det mændene, der skiller sig ud i deres patriarkalsk latterlige påklædning. Ligesom hvis man så på fire hunde:

De to afklædte hunde er naturlige og bevarer deres værdighed. Det er de to hunde udmajet i små jakkesæt, som man griner ad.

Scenografien, koreografien og lyslægningen understøtter denne æstetiserende distance. Hvis et enkelt af disse elementer var faldet til jorden, ville hele projektet også være faldet i kraft af den manglende stilisering.

Den holder uhyrligheden ud i strakt arm og gør, at jeg kan frydes, mens jeg provokeres og vrider mig af pinlighed.

Jeg har nu set programmet tre gange. Den sidste gang så jeg det med lyden slået fra.

Det bliver det ikke dårligere af. Blikkene, kameraindstillingerne og hændernes fumlen udtrykker så meget. Jeg grinede faktisk mest, da jeg så det lydløst.

Det siger meget om, hvor stærkt et samlet produktionshold der er på spil her, og hvor dreven en producent og produktionsleder Sussan Treshow og Torben Steno er.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lykkedes talkshow-eksperimentet så? Lærte vi gæsten, Jan Sonnergaard, at kende på en ny måde? Ja, det kan der ikke være tvivl om.

Han trådte frem med charme, opmærksomhed og med anekdoter og tanker, han garanteret aldrig før har nævnt i medierne. Igen ligger meget i de blikke, som hele programmet er bygget op omkring.

Sonnergaard kommunikerer med kvinderne uden ord. Der foregår en intens ordløs samtale mellem ham og dem. I modsætning til Blachman kan han simpelthen ikke lade være.

Hans menneskelighed bryder igennem programmets stive regelsæt.



Det samme sker for kvinderne. I mødet mellem de tavse kvinder og de talende mænd er det kvinderne, der sejrer. De gør det alene ved deres blik tilbage på mændene.

MERETE PRYDS HELLE

Det er decideret opløftende at se mennesker på den måde overvinde det fængsel, de blev spærret inde i.

De er fantastisk castet, og kontrasten til de næsten nøgne kvinder i f.eks. mange musikvideoer eller italienske tv-shows er enorm.

I disse programmer lykkes det at berøve kvinderne al personlighed, selv om de er mere påklædte. Hvis Blachman virkelig skulle have lavet dette program for at få sin pik tilbage, så fejler han eklatant.

Man kan ikke blive meget mere afklædt, end han giver os lov til at se ham her.

For Blachmans menneskelighed bryder jo også frem. Men det sker på en anden måde, for han er ceremonimesteren, diktatoren i spillet.

Vi ser, hvor sky han faktisk er over for at møde menneskene inden i de nøgne kvinder.

Vi ser, hvor bange han er for menneskene, mens han er tiltrukket af kroppene.

Nogle af mine Facebookbekendte skriver, at de er provokeret af, at mændene fortæller om deres utryghed ved kvindernes kusser. Det bliver sagt, at det er umodent af dem. De burde have været mere voksne end det.

Men det er netop pointen i at lave et portræt af et andet menneske.

Men det gør jo ikke noget! Hvorfor være så bange for vrede kvinder?

Selvfølgelig skal vi finde ind til deres private usikkerhed og angst – både ved det andet køn og deres eget. I hvert fald for mig, som ikke er så kendt med Thomas Blachman, lægges der en dimension af generthed til hans kompromisløse facon.

Og jeg synes, at den klæder ham.

Programmet tvinger mig til at tænke over min identitet som mand:

Ville jeg have nydt dets skønhed og ironi lige så meget, hvis jeg havde været kvinde? Hvordan havde min oplevelse været, hvis min kultur i forvejen konstant udstillede og gjorde sig til dommer over mit køns kroppe?

Måske ville jeg have været så forbitret, at jeg simpelthen ikke kunne slappe af og glide ind i nydelsen af programmet. Jeg kan ikke sige det. Det er meget muligt, at jeg var blevet hvidglødende af raseri.

Men det gør jo ikke noget! Hvorfor være så bange for vrede kvinder?

De er ikke vores mor, og de er heller ikke små piger som vi skal passe på. Kvinder er ikke passive objekter for mænd.

De kvinder, der måtte være vrede over dette program, vil sandsynligvis producere mængder af vidunderligt tv som gensvar. Og det bør DR selvfølgelig give plads til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

BRIAN ESBENSEN

Jeg håber på snart at sidde rystet ved skærmen, mens kvindelige producere med glimt i øjet, smukke billeder og gennemtænkt finesse provokerer mig, hvor det gør mest ondt.

På ét niveau har Blachman ønsket at spille luftguitar for at opbygge sit ego. Men det er på ingen måde det, programmet gør. Det kommunikerer som bare pokker. Dialogen om kønnene er i gang.

Programmet udstiller vores kønsroller, så det er nærmest umuligt at kigge væk.

Det udstiller vores distance i forhold til dem, og det udstiller vores fortabthed i dem. Blachman og resten af holdet har skabt et vildt provokerende, excentrisk, smaskforkælet, morsomt og overordentlig dansk program, som vores land bør være stolt af.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden