Forældres modstand mod vacciner udsætter mange andre for fare

Vi er heldige. Vi kan gratis, sikkert og effektivt beskytte os imod alvorlige sygdomme.

Vi går ikke og frygter polio. Vi har endda udryddet sygdomme.

Alligevel kan vi stadig oftere læse om udbrud af sygdomme, der burde høre andre tider til.

Den ene dag er det mæslinger, der kræver en hurtig, effektiv og dyr indsats for at forhindre den helt store epidemi.

Den næste bliver der rapporteret om unormalt mange tilfælde af kighoste.

Hvad skal der til, før forældrene indser, at et fravalg af vaccine kan have voldsomme konsekvenser for både egne og andres børn?

Måske kender de ikke smitterisikoen eller de alvorlige komplikationer.

Hospitalsindlæggelse, ugers feber og måneders hoste er slemt nok, men der er også de sjældne, men meget alvorlige invaliderende eller i værste fald dødelige komplikationer.

En del af forklaringen på den voksende vaccinemodstand er, at det er blevet utrolig nemt at finde information og misinformation om alt.

Der er mange myter om vaccination, og det er nemt at blive indfanget af farverige skræmmekampagner og løgne.

Jeg kan derfor godt forstå, at mange forældre bliver forvirrede.

Alle ønsker jo at gøre det bedste for deres børn, og hvis man bliver præsenteret for historier om påståede bivirkninger, som man ikke lige kan be- eller afkræfte, kan det være nærliggende at vælge vaccinen fra.

For hvorfor dog løbe risikoen?

Med al medicin, der virker, er der en risiko for bivirkninger, og det gælder også vacciner.

Spørgsmålet er, hvor hyppige og alvorlige bivirkningerne er sammenlignet med den sygdom, man forhindrer.

Svaret her er soleklart: Langt de fleste bivirkninger er meget milde, og de skræmmende historier savner enhver form for evidens.

Fra et lægefagligt synspunkt er der slet ingen diskussion om, at fordelene i høj grad opvejer eventuelle problemer.

Det er svært at overdrive, hvor vigtige vaccinationer er for folkesundheden og børnedødeligheden.

Men hvorfor ikke være ligeglad, hvis bare ens egne børn er vaccineret?

For det første er ingen vaccine 100 procent effektiv, så der vil være en lille andel, der ikke opnår immunitet.

For det andet er der særligt udsatte mennesker, der ikke tåler vaccinen, og som samtidig vil blive hårdt ramt af smitten.

For det tredje er der alle de børn, der endnu ikke er vaccineret på grund af deres alder, og som er særlig udsat for komplikationer, hvis de smittes.

Pointen med vaccinationer er, at hvis nok lader sig vaccinere, beskytter vi hele befolkningen – også dem, der ikke kan vaccineres.

Flokimmunitet, som det kaldes, betyder ganske simpelt, at de smitsomme sygdomme ikke kan brede sig, og vi forhindrer epidemier med tilhørende komplikationer, hospitalsindlæggelser og sygedage.

Det er oplagt godt for den enkelte, men også for samfundet generelt.

Problemet er, at de forældre, der fravælger vaccination, træffer et valg, der rækker langt ud over dem selv.

Hvad er konsekvensen, når det uvaccinerede barn i børnehaven får mæslinger?

Det kan blive alvorligt for de forældre, der afleverer deres vaccinerede barn i børnehave, men har lillesøster med på armen, der endnu ikke er gammel nok til at have fået MFR-vaccinen.

Eller for ham, der modtager kemoterapi. Eller for patienten, der tager immunsvækkende medicin.

Vi kan ikke forhindre, at nogle mennesker træffer valg, der udsætter andre for fare, og vi hverken kan eller bør tvinge folk til at tage bestemt medicin.

Omvendt har vi forældre en berettiget forventning om, at der bliver passet på vores børn i de offentlige institutioner.

Man kunne forestille sig et krav om, at en plads i en offentlig institution kræver, at man følger vaccinationsprogrammet, medmindre man er medicinsk undtaget.

På den måde kan man frit fravælge vaccinen, men så fravælger man også den offentlige vuggestue, børnehave og skole.

Dit valg skal ikke udsætte andre for unødig fare.